I lande som Europa og USA er mange mennesker begejstrede for tatoveringer og synes, at tatoveringer er en smuk kunst. De malede mønstre af deres yndlingsfolk og genstande på deres kroppe, så de aldrig skulle glemme. Tatoveringsmønstre kan opdeles i flere typer i henhold til personlig præference. Der er dem, der udtrykker kærlighed, nogle, der skildrer historier, og nogle, der udtrykker religiøs tro. I Europa og Storbritannien er der også en speciel tatoveringsforening, der regelmæssigt organiserer forskellige former for tatoveringsshows.
De etniske minoriteter i nogle dele af vores land har også nogle skikke såsom tatoveringer og tatoveringer. Li-nationaliteten er en af dem. Hvad angår oprindelsen af broderede ansigter og tatoveringsskikker, er der mange sagn om den etniske Li-gruppe. I resuméet er der omtrent to kategorier: den første kategori af sagn, som menes at være produktet af det originale blodægteskabssystem. På det tidspunkt skulle brødre og søstre gifte sig, og broderede ansigtstatoveringer kunne gøre dem ukendelige for at gengive afkom.
En anden type legende hævder, at broderede ansigtstatoveringer er beregnet til at modstå besiddelse af Tong, tyranner og Han-folk. Sådanne sagn kombineres ofte med kærlighed til loyalitet, spreder sig vidt og har en større indflydelse og gradvist danner Li kvinders liv. En uimodståelig sædvane i Kina. Kvinder har ikke tatoveringer, gifter sig med nogen, der skal gifte sig, kan ikke være en husmor derhjemme og anses for at være oprør af klanen i samfundet.
Selv denne erklæring er blevet malet med en overtro farve og siger, at kvinder ikke har tatoveringer. Efter døden anerkendte forfædrene det ikke, og den afdøde ville blive et hjemløst" spøgelse." Derfor af kvinder med Li nationalitet over 45 år gamle, undtagen for nogle få grene og regioner, har næsten ingen ikke tatoveringer. Denne vulgaritet blev gradvist forbudt indtil 1958 efter befrielsen.
